Pause Power - boost din effektivitet og din energi
Kunne du tænke dig mere mentalt overskud i hverdagen? Og samtidig levere på et højt niveau? Så hæng på, når forfatter og ledelsesrådgiver Pia Hauge fortæller, hvordan noget så simpelt som en hjernepause kan booste din produktivitet, sænke dit stressniveau og tage din kreativitet til nye højder. Forskning viser, at selv en mikropause på 40 sekunder kan gøre en forskel for din koncentrationsevne.
Pia Hauge vil tage afsæt i hendes bestseller "Pause Power", der med afsæt i nyeste hjerneforskning og cases fra nogle af Danmarks største virksomheder viser, hvordan hjernepauser er en helt konkret teknik til at løfte produktivitet og fremme mental sundhed i en travl hverdag. Pia har lovet at give svar på:
• Hvad er en effektiv hjernepause?
• Hvornår på dagen skal man holde pause?
• Hvor stor en del af dagen bør være pause?
• Hvordan skaber man en pausepositiv kultur?
• og sidst, men ikke mindst: Kan det virkelig passe, at man bliver mere effektiv af at holde pause?
Pia er tidligere chefrådgiver i DR, eksperimentleder i Future Work Lab og forfatter til flere bøger om fremtidens arbejdsliv. Hun hjælper en række C25-virksomheder, ministerier og kommuner med at skabe hjernevenlige, bæredygtige arbejdsrutiner, ligesom hun er kendt for sine humoristiske og meget "hands on" foredrag og kurser.